Aldrig kørt løb før?

Denne artikel henvender sig primært til 1:10 løb. 1:8 er lidt anderledes…Når man aldrig har kørt løb før, så kan det første løb være en overvældende oplevelse. Der er rigtig mange ting at tage stilling til og når dagen er omme er man helt blæst. I denne artikel vil jeg forsøge at beskrive hvordan et løb typisk foregår så oplevelsen bliver nemmere og mere positiv.

Du vil se folk med hundedyre stumper såsom de nyeste ladere, motorer, batterier, biler osv. Lad dig ikke skræmme at dette, halvdelen af dem har alligevel ikke evnerne til at udnytte alt den fancy teknologi 100%. Der er to ting der er bedre end det nyeste grej og det er:

Træning, træning og atter træning. Du har sikkert hørt den svada før, men den er 100% rigtig, der er bare intet der erstatter træning. Test alle mulige former for setup, test gerne på flere forskellige underlag, test dækmiddel, test speedoindstillinger osv osv. Jo mere man træner, jo bedre forberedt er man, hvilket bringer til næste punkt.

Forberedelse: Forberedelse er 50% af løbet. Det nytter ikke at du kommer til løb med en kvæstet bil der kræver x antal timers skruen for så når man ikke noget træning. Sørg for bilen er 100% ok mekanisk, 100% klar i grundsetup så det kun er gearingen man skal finde. Det kan være setuppet skal ændres lidt efter første træningsrunde, men det skal være i småtingsafdelingen, for man har ikke tid til at teste de helt store ændringer.

En løbsdag starter med at man ankommer i god tid og finder den plads man gerne vil have. Hvis man er forsinket, så kan det være en god ide at få nogle kammerater til at holde en plads.

Fyld ikke for meget på bordet. Til løb har man typisk 1 meter i bredden at gøre godt med, så alt hvad der ikke umiddelbart skal bruges skal ned under bordet. Have en ekstra stikdåse (med navn på) med med nok stik til alle dine elektriske ting såsom strømforsyning, lader, lampe, testere, bærbar computer osv. Du vil typisk finde at der ikke er nok stik til alle fra arrangørens side.

Når man har sat sit grej op og evt. et batteri til ladning, så find tidsplanen og skriv alle de tider ned på et stykke papir der vedrører dig, så slipper du for at skulle frem og tilbage mellem den ophængte tidsplan og din pitplads flere gange i løbet af dagen. Mangler du en tællerbrik, så er det nu du skal finde en. Spørg arrangøren hvor de udleveres.

Alt efter deltagerantal, så er der enten 1 eller 2 runder heattræning før kvalifikationsrunderne starter. Eller fri træning til ca. kl. 09.30 hvis du kører offroad. Det er i disse træninger at du skal finde gearing og ellers bare lære banen. Lad vær med at tænke for meget i setup for på dette tidspunkt er banen stadig ”grøn” (lavt greb), så vent derfor til lidt senere på dagen med at lave små setup ændringer. Grebet ændrer sig i løbet af dagen og med tiden kommer grebet op på det niveau du er vandt til fra træning. Er der kontroldæk til løbet vil det være en god ide at køre dem til før kvalifikationen starter da de fleste dæk skal køres til før de virker 100%.

Efter træningen er der briefing og det er her man virkelig skal høre efter. Tingene bliver kun sagt en gang og alle oplysninger ifm. Løbet kommer her. Selvfølgelig, er man i tvivl om noget, så tøv ikke med at spørge. Langt de fleste er mere end villige til at hjælpe.

På dette tidspunkt er heatlister sat op så du kan se hvilket heat du skal køre i. I dit heat har du startnummer mellem 1 og 8. Hvis du er nr. 5, så går du hen til teknisk kontrol og henter 2 klistermærker med nr. 5 på. Et til forruden og et på siden af bilen. Dette er så løbsledelsen kan se hvem der kører bilen.

Kvalifikationen er som regel på 3 runder á 5 min. Der er ca. 1t og 10m mellem hver runde. Efter hver gennemkørsel skal bilen i teknisk kontrol og du skal derefter ud som påsætter. Dette glemmer selv erfarne kørere i ny og næ, så prøv at gøre det til en rutine at huske dette, så slipper du for at blive diskvalificeret fra den pågældende kvalrunde. Som påsætter skal du holde øje med bilerne i dit område og ikke med eventuelle kampe på banen. Du er påsætter, ikke tilskuer.

Dette system forsætter indtil kvalifikationen er ovre.

I ”kvalen” kører man ikke mod de andre som så, men mere mod sin egen tid. Så derfor, hvis du bliver hentet af en hurtigere kører, så giv ham plads i god tid. Der er ikke noget mere irriterende at lægge bag en anden kører der ikke vil give plads.

Man starter forskudt af hinanden. Startsignalet lyder og man starter i den rækkefølge computer remser op med 1 sek. Mellem hver bil. Dette er for at give hver kører lige gode chancer for at sætte en god tid.

Efter kvalen er der pause. Få noget at spise og drikke, ellers går du kold senere hen. Kontroller også bilen om den mekanisk stadig er som den skal være. Når det er gjort, så kontroller i hvilken finale du er havnet i. Er du nr. 4 i f.eks. B-finalen, så skal du op til teknisk kontrol og hente et nyt nummer da du havde nr. 5 i kvalen. Nummeret ”4” følger dig gennem alle finalerne, så du skal ikke have nyt nummer mere.

Finalerne foregår næsten på samme måde som kvalerne, så starter I alle på samme tid som i f.eks. Formel 1. Kik på den allerførste finale og hør hvordan startsignalet lyder. Computeren tæller ned fra 10-9-8-7-6-5-4….(pause)….BEEEEEEP, og af sted det går. Efter 4 er der stille og i denne periode kan startsignalet lyde når som helst indenfor de næste 3 sek. Dette er for at undgå kørere forudser hvornår startsignalet går.

I finalerne er det tilladt at spærre (modsat kvalifikationen), men kør ordentlig. Køre du en konkurrent af banen, så vent på at han kommer tilbage og bliv bag ham. Gør du ikke det, får du en stop&go straf.

Undgå så meget som muligt at køre folk af banen, det kan være svært til tider når man ligger tæt, men du får mere respekt fra konkurrenter hvis du bliver kendt som en fair kører. Husk, igen, teknisk kontrol og påsættertjansen efter hver finale, ligesom kvalifikationen.

Når sidste finale er kørt, så er der pokaloverrækkelse. Dette finder typisk sted indenfor en halv time efter sidste finale og det er god kutyme at blive og give vinderne en hånd for deres indsats. Det er dog selvfølgelig ikke påkrævet.

Efter løbet har du måske fundet nye folk du snakker godt med eller opdaget en person der måske ikke helt er i din smag. Uanset hvad, så vil du møde mange forskellige personligheder til løb. Fælles for dem alle er at de vil vinde og det betyder at temperamenter kan komme i kog til tider. Lad dig ikke slå ud af dette og tag det i stiv arm. Selv de erfarne kørere kan komme op i det røde felt i ny og næ.

Den største fejl jeg ser hos nye folk er at de forventer at vinde fra dag 1. Det gjorde jeg også og når man indser at det bare ikke kan lade sig gøre, så bliver man skuffet og mange forlader den konkurrencemæssige del af hobbyen igen. Det er synd og lidt uretfærdigt. Kom til løbet med den indstilling at du ikke vinder fra dag 1, så går du også hjem med en mere positiv følelse og lysten til at komme igen. Os der har kørt løb i lang tid kommer ikke for at vinde længere, men for sammenholdet. Flere har venskaber der strækker sig +20 år tilbage i fortiden og for dem er det sjovere bare at hænge ud med vennerne, køre lidt ræs og fortælle ræserhistorier fra de gamle dage. Med tiden, så bliver du også en af dem.