On-Road

1:10 Touring Car er den største onroad klasse i verden set på deltagerantal og derfor naturligt også den største klasse DRCMU kan tilbyde. Klasser rangerer fra Stock, Super Stock og Modified.

Stock er ikke en mesterskab klasse. Den er åben for alle, unge talenter og ældre kørere, der bare vil hygge sig. Langt de fleste kørere i de hurtigere klasser startede ud her. Der køres med 17,5T motorer uden timing på regulatoren.

Super Stock er klassen lige over Stock og meget konkurrencedygtig. Man ser tit kvalifikationsheat og finaler afgjort på tiendedele. Klassen har været den største deltagermæssigt over de seneste par år fordi mange synes at farten er passende til deres evner samt at konkurrencen er så stor som den er. Der køres med 17,5T motorer med timing på regulatoren.

Modified er der hvor det virkelig går stærkt. Motorerne er ubegrænsede, kørerne som regel sponsorerede og gerne med stor erfaring i sporten. Får de plads, så går bilerne gerne over 100km/t. At køre en modified bil rundt på en bane fejlfrit i 5 minutter kræver stor koncentration og lynhurtige reflekser da de 100km/t nåes i løbet af 2-3 sekunder. Det er den mest publikumsvenlige klasse da synet af 10 biler der kører så stærkt som de gør, så tæt som de gør, er noget helt specielt.