Reglement Offroad 2022

http://www.drcmu.dk/2022/02/28/reglement-offroad-2022/

Så er reglementet for offroad 2022 klar. Der er sket en del ændringer til i år, så det anbefales alle at nærstudere det. Bl.a. disse hovedpunkter:

  • ’Åben klasse’ vil være en ’ny’ klasse hvor alle 1:10 el offroadbiler er velkomne. Reglementet i denne klasse er afslappet og er primært tiltænkt nye folk. Erfarne har naturligvis adgang, gerne med Traxxas Rally biler e.l. Jeg tror ikke det bliver det helt store problem, men er der tilgang af ’pokalryttere’ i denne klasse forbeholder DRCMU sig retten til at henstille/ordre til en oprykning.
  • 2wd Mod udgår, dermed bliver 2WD Sportsman den nye 2WD klasse og kommer for nemhedens skyld til bare at hedde ’2WD’. Klassen kører med Hobbywing 13,5T motor som sidste år. Klassen bliver gjort til mesterskabsklasse.
  • Truck får frataget sin mesterskabs-status men bibeholder status som support-klasse. 
  • 4WD kører videre som sidste år. Fortsætter som mesterskabsklasse.
  • Nye dæk at forholde sig til i stort set samtlige klasser. 

Der gøres opmærksom på at reglementet kan ændres hvis der findes væsentlige fejl og/eller mangler, det håber jeg dog ikke da der er brugt meget tid på at finpudse.

At 2WD Sportsman blev så populær som den gjorde sidste år er kun godt, desværre var det stærkt medvirkende til at 2WD Mod stort set døde. Personligt så jeg gerne 2WD Mod fortsætte, men i og med der ingen økonomi er for hverken klubberne eller DRCMU i at lade den fortsætte, så blev den udfaset. Samme årsag gør sig gældende til fratagelsen af mesterskab-status i Truck.

Jeg er godt klar over at nogle af beslutningerne måske ikke er lige populære, men masser af deltagere i klasserne giver bedre ræs og er i DRCMU’s bedste interesse.

DRCMU anbefaler alle kørere at anskaffe sig dæk i god tid da Schumacher også er ramt af den globale leveringssituation. Til dette vil vi altid anbefale at bruge lokale forhandlere.

Jan Larsen

DRCMU Offroad ansvarlig

Reglement kan du download fra siden her.